Der er mange ting at have styr på, når man skal på kør-selv-ferie i udlandet. Uanset om du skal på ferie med personbilen alene eller have campingvognen med, er der en række råd, der er gode at følge, før du ruller ud på den europæiske asfalt med familien
Der er altid mange spørgsmål, som kan være en god idé at få styr på, inden du kører på ferie i udlandet. Hvilke attester skal man huske? Findes der specielle færdselsregler? Koster det noget at benytte motorveje og broer? Må man køre campingvogn uden trailerkørekort? Her kommer et par gode råd til forberedelsen, der gør bilferien både nemmere og mere sikker.
Husk attester og mærkater
Sørg for at få styr på alle relevante papirer og mærkater, inden du indleder kør-selv-ferien. Ved både bil og campingvogn, skal du medbringe del nr. 1 af registreringsattesten. Det er ikke længere nødvendigt at medbringe det røde kort ved kørsel i udlandet. Det grønne kort er et bevis på, at dit motorkøretøj er ansvarsforsikret og skal derfor medbringes i lande uden for EU´s grænser. Husk også motorvejsmærkater.
– I mange europæiske lande er motorvejsmærkater påkrævet, og i enkelte lande skal du både have motorvejsmærkat til bil og campingvogn. Går ferien til Tyskland og Italien, skal du i visse byer også have et miljømærkat i forruden, da du ellers risikerer bøder, fortæller adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.
Skærpede regler for campingvogne
Skal campingvognen med til udlandet, er der kommet skærpede regler for folk, der ikke har trailerkørekort. Brud på reglerne giver bøder eller forbud mod fortsat kørsel. Såfremt man skal til udlandet med campingvogn eller trailer uden at have et B/E kørekort, må den samlede totalvægt af vogntoget maksimalt være 3500 kg. Den samlede totalvægt af vogntoget udregnes som bilens tilladte totalvægt plus anhængerens tilladte totalvægt.
Tjek dækkene
Det er vigtigt, at luftrykket i dækkene er korrekt, og at mønsterdybden tjekkes en ekstra gang inden ferien. Er bilen pakket, skal der også ekstra luft i dækkene. Tjek lufttrykket, når dækkene er kolde, og husk også reservehjulet. Forkert lufttryk og utilstrækkelig mønsterdybde kan være årsag til eksempelvis aquaplaning, og udgør dermed en stor risiko for både fører, øvrige passagerer og andre trafikanter.
– Det korrekte lufttryk kan ses i bilens manual, på mærkater i handskerummet eller i dørrammen. Mønsterdybden bør være mindst 3 millimeter, ellers afleder dækkene markant mindre vand ved kørsel i regnvejr, ligesom bremselængden bliver længere.
– Tjek også bilens dæk for buler eller nedslidninger på ydersiderne. Få gerne en ekspert fra et dækcenter eller hos et bilværksted til at vurdere eventuelle skader på dækkene, siger Georg Nielsen.
Også dækkene på campingvognen bør ses kritisk efter, før du drager af sted. Her har dækkets alder en afgørende faktor. Ifølge loven må dækkene maksimalt være seks år gamle på trailere, der har tilladelse til at køre op til 100 km/t. Alderen regnes fra produktionsdatoen.
– Dækkets alder kan aflæses af den DOT-kode, der er angivet på dækkets side. DOT-koden er et firecifret nummer, der angiver produktionsuge og produktionsår. Eksempelvis betyder DOT-koden 2113, at dækket er produceret i uge 21 i år 2013, fortæller Georg Nielsen.
Pak bilen korrekt
Ved kraftig opbremsning eller kollision kan løs bagage være farlig. Tunge genstande bør derfor spændes fast eller lægges i køretøjets lommer og rum. Placér den tungeste bagage i bunden så langt fremme i bagagerummet som muligt, og pas på ikke at overskride bilens lasteevne. Husk også, at en tungt lastet bil ændrer køreegenskaber og derfor får en længere bremselænge end normalt.
Sikkerhedsudstyr og færdselsregler
– I flere europæiske lande er der krav om sikkerhedsudstyr til bilen. Husk sikkerhedsvest til hele familien, advarselstrekant, donkraft, hjulnøgle, førstehjælpskasse og ildslukker. Herudover er det en god idé at undersøge, om der er nogle særlige færdselsregler i de lande, man skal besøge, fortæller Georg Nielsen.
Tips til bilferien
• Husk registreringspapirer og eventuelt grønne/røde forsikringsbeviser
• Husk motorvejsmærkater og miljømærkater i lande, hvor det kræves
• DK-skilt eller DK-nummerplade
• Tjek dine dæk for alder, buler, skader, lufttryk og mønsterdybde
• Tjek bremsevæske, motorolie og -filter
• Tjek kølesystem og kølevæske
• Husk førstehjælpskasse, sikkerhedsveste, advarselstrekant og ildslukker
• Husk to sæt nøgler, såfremt det ene sæt forsvinder
Kilde: Continental Dæk Danmark A/S